Ryggens anatomi

Rygsøjlen kan opdeles i fire områder:

• Halsdelen - 7 hvirvler 
• Brystdelen - 12 hvirvler
• Lændedelen - 5 hvirvler
• Bækkendelen 

Ryghvirvlerne

Ryghvirvlerne varierer i form og størrelse. De består fortil af et hvirvellegeme og bagtil af en spinklere hvirvelbue. I midten er en kanal, der omkranser og beskytter rygmarven - rygmarvskanalen. Fra ryghvirvlen afgår en torntap, der er rettet bagud og kan føles i midten af ryggen, samt to tværtappe, der er rettet skråt bagud. Alle fungerer som muskelfæster.

Mellem ryghvirvlerne er der bagtil to mindre led (facetled) og fortil et stort led.

Diskus

To ryghvirvler danner fortil led med hinanden vha. en mellemliggende båndskive også kaldet en diskus. En diskus består af en fugtig, stødabsorberende og fleksibel kerne omgivet af en fast og hård bindevævsring. Diskus fungerer som støddæmper og muliggør bøje- og drejebevægelser i rygsøjlen.

Ledbånd

Fortil og bagtil knyttes hvirvellegemerne sammen af længdeløbende ledbånd, der stabiliserer rygsøjlen.

Rygmarven / Nervertråde

Rygmarven er den del af det centrale nervesystem, der ligger i hvirvelkanalen. Den strækker sig fra hjernestammen ned til øverste del af lænderyggen. Herfra fortsætter den ned i et nervebundt, som strækker sig ned til korsbenet. Imellem hvirvlerne er der på hver side små kanaler, hvor nerverødderne passerer ud i hele kroppen herunder til arme og ben (vigtigste funktioner: følesans og impulser til musklerne). Rygmarvskanalen er et par centimeter i diameter, og rygmarven/nerverødderne ligger inde i en tynd sæk (durasækken) beskyttet af væske.