Den yngste vinder af Årets Førstehjælper
10-årige Silas reddede sin lillebror fra druknedøden og blev lørdag kåret som den yngste vinder nogensinde af prisen som Årets Førstehjælper.

Den dengang ni-årige Silas Callesen reddede sidste sommer sin fire-årige lillebror, der ved et uheld var faldet i familiens swimmingpool. Da han opdagede, at broderen lå livløs i vandet, fik han ham op af vandet og gav livreddende førstehjælp. Det havde Silas heldigvis lært i skolen, og at han udførte hjerte-lunge-redning, er afgørende for, at Tobias i dag er i live.
Den sommerdag var drengenes mor, Michelle Callesen, ved at gøre bilen og sine fire børn klar til at skulle til grillaften hos sin mor, da hun pludselig hørte Silas kalde ude fra haven.
Gav hjerte-lunge-redning i 8 minutter
Alarmcentralen blev alarmeret, og med deres guide gav Michelle og Silas i fællesskab hjerte-lunge-redning, hvor Michelle gav Tobias luft, og Silas gav hjertemassage.
Sådan fortsatte de to i otte lange minutter, indtil Tobias pludselig gav lyd fra sig, og trak vejret igen, og selv om han skreg og græd, var det en lettelse, for så vidste Michelle, at han ville overleve, fortalte hun i forbindelse med nomineringen af Silas som Årets førstehjælper.
Med den fine pris følger også en pengepræmie på 10.000 kroner sponsoreret af Aleris-Hamlet, og familien fortæller, at de skal gå til en ønsket Playstation til Silas og en fælles tur til København, som var planlagt, men som blev aflyst på grund af ulykken.
Tobias har det efter omstændighederne godt, fortæller moderen Michelle Callesen i forbindelse med nomineringen. - Det kan vi takke Silas' førstehjælp for.