Leddegigt

Leddegigt er en kronisk inflammatorisk gigtsygdom, som også kaldes for reumatoid artritis (RA). Ved leddegigt aktiveres immunapparatet og danner antistoffer rettet mod kroppens eget ledbrusk. Ofte kan man i blodet påvise antistoffer - bl.a. IgM-reumafaktor og de tidlige gigtantistoffer anti-CCP.

Op mod 50.000 danskere er ramt af leddegigt. Sygdommen kan ramme patienter i alle aldre. De fleste får sygdommen i 40 - 60 års alderen, og kvinder rammes 2 - 3 gange så hyppigt som mænd. Årligt konstateres i Danmark ca. 1.700 nye tilfælde med leddegigt. Årsagen til leddegigt kendes ikke, men der er tegn på, at både arv og miljø spiller ind på, om sygdommen udvikles.

Symptomer på leddegigt

Leddegigt er karakteriseret ved ledhævelser og ledsmerter, morgenstivhed og almen sygdomsfølelse i form af træthed evt. feber og vægttab ved aktiv sygdom.

Gigtknuder ses hos ca. 20 - 35% af patienterne og kommer ofte først sent i sygdomsforløbet. Gigtknuderne er små lokale hævelser under huden og skyldes lokale reaktioner i bindevævet. Gigtknuderne kan fx optræde ved fingerknoerne og albuer, men kan også udvikle sig i hjerte og lunger.

Blandt de mere sjældne symptomer er lungehindebetændelse, sårdannelse i huden og i de små kar, påvirkning af perifere (yderligt liggende) nervebaner og øjne. Ved sygdomsaktivitet ses ofte en lav blodprocenten og forhøjelse af blodsænkningen, samt de akutte faseproteiner som fx C-reaktivt protein (CRP) i blodet.

Sygdommen kan imidlertid også være aktiv med ledhævelse og ledømhed, uden at det kan spores i blodprøverne. Tilsvarende kan nedsat bevægelighed og smerter forekomme, når leddene bruges, uden at det betyder, at sygdommen er aktiv. Dette ses fx, hvor ledbrusk og knogle tidligere er blevet beskadiget.

Behandling af leddegigt

Leddegigt kan ikke med nuværende behandlingsmetoder kureres. Med andre ord, følger sygdommen en hele livet med vekslende gode og dårlige perioder. Man kan ikke forudsige forløbet hos det enkelte menneske. Nogle kan have et meget mildt forløb, men sygdommen kan også forværres gradvist med årene.

Enkelte mennesker oplever, at deres leddegigt så at sige brænder ud, og at de derefter kan leve et normalt liv, men hos langt de fleste kræver sygdommen medicinsk behandling livslangt for, at sygdommen kan holde sig i ro.

Forskning har vist, at skaden på brusk og knogler allerede begynder i løbet af det første år af sygdomsforløbet. Derfor er det afgørende, at blive henvist til speciallæge, hvis der er begrundet mistanke om leddegigt. En tidlig diagnose og behandling er vigtig for at opnå sygdomskontrol og derved bremse for en yderligere sygdomsudvikling med varige ledskader.

I forhold til arbejdsmarkedet har de mange nye fremskridt inden for medicinsk behandling medført, at mange med leddegigt i modsætning til tidligere fortsætter med at arbejde og være aktiv, og færre får invaliderende ledskader.

Fakta om IgM-RF

Tidligt i sygdomsforløbet har det vist sig, at kun ca. 35% har IgM-RF (reumafaktor) i blodet, men at antallet stiger til ca. 80%, når sygdommen udvikler sig over tid.

IgM-RF findes imidlertid også i blodet ved sygdomme, som intet har med leddegigt at gøre. Hos cirka 5% af raske mennesker findes reumafaktor i blodet, uden de har eller vil få leddegigt. Reumafaktorens tilstedeværelse kan derfor ikke i sig selv bruges til at stille diagnosen leddegigt – den er kun et led i den samlede vurdering af symptomerne.

Patienter med leddegigt, som har reumafaktor i blodet, har vist sig at have en lidt større risiko for at udvikle ledskader end hos patienter uden reumafaktor. Reumafaktoren siger intet om sygdomsaktiviteten og kan ikke bruges til at "måle" på graden af sygdomsaktivitet.

Fakta om Anti-CCP

Påvisning af anti-CCP (antistoffer mod cyklisk citrullineret peptider), er en ny og mere specifikt test (blodprøve) for leddegigt end IgM reumafaktor. Det betyder, at antistoffet næsten kun forekommer ved leddegigt – men dog ikke hos alle leddegigtpatienter.