Besvimelse

Pralebanner
Besvimelse vil sige, at man kortvarigt mister bevidstheden og måske falder om. Man regner med, at mindst hver tredje af os besvimer mindst 1 gang i løbet af livet, selv om man ellers er helt rask.

Kontakt mig for tidsbestilling

Eller ring til os på 7020 2624

Besvimelse kan opstå under mange forhold. Det typiske er, at man falder om eller synker sammen uden, at der samtidig er tegn på smerter eller andre gener. Under besvimelsen er åndedrættet roligt og langsomt. Det er kendetegnende, at der ikke er kramper ved en almindelig besvimelse.

Hvorfor besvimer man?

Man besvimer, fordi den normale blodforsyning til hjernen svigter - også selv om det måske er helt kortvarigt. Blodforsyningen svigter dog sjældent fuldkomment. Det kan være nok, at blodtrykket i hjernen forbigående er for lavt. Du besvimer typisk efter 8 - 10 sekunder med for lavt blodtryk i hjernen.

Årsagerne til besvimelse kan være mange heriblandt:

  • Mangel på væske
  • Et ubehageligt syn
  • En kraftig smerte o.l.
  • For lavt blodtryk
  • For langsom puls
  • Et sygt hjerte der pumper for lidt
  • Sygdomme i hjernen og rygmarven
  • Sygdomme i kroppens nervesystem
  • Bivirkninger til medicin - især vanddrivende og blodtrykssænkende medicin, samt visse midler imod depression og psykoser

Hvordan stiller neurologen diagnosen besvimelse?

Ofte kan neurologen stille diagnosen besvimelse ved at høre din beskrivelse af, hvad der skete:

Havde du nogle af nedenstående symptomer lige før, du besvimede:

  • En let kvalme
  • Sveden / varmefølelse
  • Ørhed / lethed i hovedet
  • Hurtig puls
  • Svimmelhed
  • Rysten på benene
  • En følelse af mathed
  • Lydene blev fjerne
  • Pletter for øjnene

Var selve besvimelsen med tab / ændring af bevidstheden meget kortvarig? Dvs. vågnede du op lige efter, at du sank sammen?

Følte du dig mat og træt efter besvimelsen, måske med en let hovedpine og smerter fra det sted, hvor du slog dig?

Hvis neurologen er i tvivl, kan man supplere med forskellige undersøgelser som fx blodprøver, et hjertekardiogram (EKG) eller andre hjerteundersøgelser, en vippeleje-test m.m.

Hvad kan du selv gøre ved besvimelse?

Du kan tale med en neurolog om, hvad der skete, da du besvimede, så man i fællesskab kan sikre sig, at besvimelsen ikke havde årsager, der i sig selv skal behandles.

Hvis det er noget, der gentager sig, kan du først og fremmest lære at genkende forvarslerne, så du kan nå at forhindre, at du falder og slår dig.

Hvis du ved, at dit blodtryk er lavt, bør du undgå at bringe dig selv i situationer, der sænker blodtrykket yderligere. Det kunne fx være de typiske "julefrokost-omstændigheder" med kombinationen af alkohol, et stort måltid, varme omgivelser og stående stilling. Du behøver ikke at spare på saltet – tværtimod! 

Behandling af besvimelse

Det er ikke alle årsager til besvimelse, der er lige godartede. Derfor sikrer neurologen sig, at der ikke ligger en sygdom bag. Det kan også være, at den medicin, du får, må ændres.

Hvis ens egne forholdsregler ikke er nok, og besvimelserne er tilbagevendende, kan der blive tale om at give en medicinsk behandling. Der findes mange muligheder afhængig af årsagen til besvimelserne.

Til toppen af siden