Muskelknuder - fibromer

  • Hvis du har ventetid i det offentlige

    Hvor længe vil du vente?

    Hvis du skal vente mere end 4 uger på udredning og behandling i det offentlige, kan du blive henvist til Aleris-Hamlet. Læs dine rettigheder her.

  • Velkommen til Aleris-Hamlet

    Den bedste anbefaling

    Tilfredse patienter er din garanti for et behandlingsforløb med høj kvalitet og tryghed.

Aleris-Hamlet fjerner muskelknuder / fibromer med skånsom kikkertoperation. Det betyder, at du ikke får synlige ar og kommer dig hurtigere.

Muskelknuder (fibromer) er bindevævsknuder, der dannes i muskelvævet i livmoderens væg. De består af hhv. bindevævs- og muskelvævsceller.

Muskelknuder i livmoderen betragtes som et helt godartet fænomen, idet over halvdelen af alle kvinder får en muskelknude. Når muskelknuder fjernes ved operation, konstateres det meget sjældent (hos en til to pr. 1.000 opererede), at der alligevel var tale om celleforandringer eller kræft (såkaldt sarkom).

Muskelknuderne sidder oftest inde i selve livmoderens muskulatur eller på overfladen. De kan dog også vokse ind i livmoderhulen på en stilk. Under tiden ser man tilfælde, hvor muskelknuden rager helt ud i livmoderhalsen. I sjældne tilfælde kan de også sidde på æggestokkene.

Muskelknuder opstår hyppigst hos kvinder i 35 - 45 års alderen, hvor de vokser indtil overgangsalderen. Herefter skrumper de ind med mindre, du behandles med hormoner. Størrelsen af muskelknuden og væksthastigheden varierer meget. De kan være på størrelse med en ært eller vokse til 10 cm eller mere. Der ses ofte flere muskelknuder ad gangen, og de kan være placeret forskellige steder i livmoderen.

Muskelknuder

Årsager til muskelknuder

Man kender ikke årsagen til, at livmoderens muskulatur pludselig begynder at vokse, men man ved, at der er en øget risiko for at få muskelknuder, hvis andre i din familie har muskelknuder.

Symptomer på muskelknuder

Muskelknuder giver ikke altid gener eller symptomer. Evt. opdages de i forbindelse med en rutineundersøgelse. Muskelknuder kan give forskellige symptomer afhængig af størrelse og placering. Symptomerne kan være:

  • Kraftige eller uregelmæssige menstruationer ofte ledsaget af smerter
  • Tyngende fornemmelse i underlivet
  • Smerter eller ubehag ved samleje
  • Vandladningsbesvær hvis muskelknuden trykker mod urinblæren
  • Smerter i underlivet

Komplikationer til muskelknuder

En stilket muskelknude kan en gang imellem sno sig, så stilken drejes rundt, og blodforsyningen hindres. Dette giver en pludselig, stærk smerte i den nederste del af maven og fører til, at vævet i muskelknuden dør. Tilstanden kræver derfor som regel en akut operation, hvor man fjerner muskelknuden.

Undersøgelse for muskelknuder

Hvis du har nogle af ovenstående symptomer, bør du altid blive undersøgt af en speciallæge i gynækologi. Speciallægen foretager en gynækologisk undersøgelse og en vaginal ultralydsscanning. Det kan være nødvendigt at foretage en kikkertundersøgelse af livmoderens hulrum i lokalbedøvelse, hvor der tages en vævsprøve for at se, om der er vævsforandringer.

Behandling af muskelknuder

Hormonbehandling

Hos nogle kvinder kan en hormonbehandling, der sænker det kvindelige kønshormon østrogen, få muskelknuderne til at skrumpe ind, men det er kun en midlertidig løsning, da muskelknuderne vokser på ny efter ophør med behandlingen.

Kikkertoperation via skeden (hysteroskopi)

Små muskelknuder, der ligger inde i livmoderhulen kan fjernes ved kikkertoperation gennem skeden (hysteroskopi). 

Kikkertoperation (laparoskopi)

Større muskelknuderne, der sidder i livmodervæggen, kan fjernes ved en kikkertoperation gennem bugvæggen. Læs mere om kikkertoperation »

Fjernelse af livmoderen (hysterektomi)

Hvis der er mange, store muskelknuder kan det være nødvendigt at fjerne hele livmoderen.  Læs mere om fjernelse af livmoderen »

Ved de behandlinger, hvor man ikke fjerner livmoderen, kan der senere komme nye muskelknuder.

Til toppen af siden